Hvordan får vi en sund, offentlig debat og træffer gode, kollektive beslutninger baseret på den bedst tilgængelige viden?
Det danske demokrati hviler på en stærk oplysningstradition, hvor adgang til og anvendelse af viden i offentligheden spiller en afgørende rolle for nationens sammenhængskraft. Men samfundets stigende kompleksitet, videnstunge politiske dilemmaer og fremvæksten af nye teknologier som kunstig intelligens og personlig medicin udfordrer vores kollektive beslutningskraft.
Hvordan skal vi navigere i den enorme mængde viden, som universiteter, myndigheder, tænketanke og private virksomheder producerer hver dag? Hvordan får vi en sund, offentlig debat og træffer gode, kollektive beslutninger baseret på den bedst tilgængelige viden? Og hvordan sikrer vi lige adgang for alle til forskningsbaseret viden?
På dette seminar stiller vi skarpt på tidens udfordringer til videnssamfundet, og drøfter, hvordan vi styrker rammerne for det danske vidensbaserede demokrati.
Det foregår d. 15. december 2023 kl. 09:00-12:00 i Fællessalen på Christiansborg
På seminaret præsenteres to helt nye undersøgelser om adgang til forskningsbaseret viden i Danmark: En befolkningsundersøgelse om adgang til, interesse for og tillid til videnskaben, samt en kortlægning af danske forskeres ønsker til og mulighed for at dele deres viden med andre.
Seminaret arrangeres af Teknologirådet i samarbejde med Trygfonden.
Et detaljeret program følger senere. Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding og vi gør opmærksom på, at der er begrænsede pladser.
Du kan også tilmelde Viden & Demokratis mailingliste. Så får du besked, når der er nyt om projektet, og når de første resultater offentliggøres i tiden op til seminaret.